Til
Programdirektør Dorte Tirstrup, ██████████, Redaktør Thomas Breinholt, ██████████ & adm. direktør, Anne Engdal Stig Christensen, ██████████ TV2 Danmark
Brøndby, den 14. februar 2025
Vedr. planlagt dokumentar om bosteder, produceret af REEF TV til TV2.
Vi har siden 2023 været i dialog med REEF TV om en dokumentar, som skal sendes hos TV2. Vi havde set frem til, at der endelig kom en ordentlig, nuanceret og saglig dokumentar om et ofte berørt emne, som desværre typisk behandles med et ensidigt og forudindtaget fokus. Det at en hovedkanal og dygtige journalister nu fokuserer på området betød, at vi så frem til at komme med input og eventuelt deltage.
Vi har den seneste uge haft dialog om indholdet i dokumentarerne med REEF TV, men jeg er desværre nået til et punkt, hvor jeg som adm. direktør for Habituskoncernen vil gøre TV2 bekendt med en række kritisable forhold omkring tilblivelsen af dokumentaren (to afsnit). Det er afgørende for mig at overbringe de forhold til jer på nuværende tidspunkt.
Dokumentarserien er ifølge REEF TV planlagt til offentliggørelse på TV2 i uge 9 og 10, 2025.
I det følgende vil jeg belyse, hvori de kritisable forhold består, herunder med fokus på såvel Habitus og ikke mindst potentielle afledte konsekvenser for vores botilbuds borgere og pårørende, som en dokumentar af den forventede karakter kan medføre.
Lad mig indledningsvist slå fast, at det ikke er min holdning, at hensynet til borgere og pårørende fritager Habitus eller andre bo- og dagtilbud for journalistisk omtale.
Men at konsekvenserne af entydig og for skarpt vinklet journalistik kan være særligt mærkbare for udsatte borgere og deres pårørende.
Det er desværre vores erfaring, at politiske tilkendegivelser og konklusioner sidder endog meget løst efter journalistiske omtaler af tilbud som vores.
Hvad der sjældent eller aldrig finder vej til offentligheden er anbringende kommuners og/eller pårørendes beskrivelser af de positive indsatser, som vores faglighed og professionalisme understøtter.
Habitus har aktuelt 21 bo- og dagtilbud fordelt over hele landet. Vi beskæftiger mere end 1000 mennesker, som i samarbejde med pårørende og de fleste af landets kommuner tager vare på 237 borgere, hvoraf 188 bor hos os. Borgere, der har brug for massiv støtte i tilværelsen.
Vi arbejder systematisk med pædagogiske indsatser og faglig omsorg, og vi har specialister som fx sygeplejersker ansat til at varetage lovpligtig håndtering af medicin o. lign. Vi er underlagt en lang række særlige tilsyn inden for økonomi, pædagogik og patientsikkerhed.
Kritikforelæggelsen (indledt 29. januar 2025, se herunder) viser på flere punkter en mangel på viden om, hvilken livsvigtig rolle bo- og dagtilbud har for de borgere, som vi tager vare på, og hvilke rammer vi arbejder under. Og jeg sidder tilbage med det indtryk, at journalisterne på produktionsselskabet er så opsatte på deres kritiske vinkel, at vores svar er uden betydning.
Forløb
REEF TV søger aktindsigt hos Socialtilsyn Hovedstaden tilbage i juni 2023 med særligt fokus på ’koncernlignende” botilbud. Habitus er også inddraget i dialog om konkrete akter og vi stiller os til rådighed i forhold til at bidrage med eventuel viden og dokumenter i oktober 2023.
Vi har dialog med producent/journalist █████ █████ i august 2024, hvor han oplyser, at programmet skal sendes to måneder efter. Han oplyser, at REEF TV inden for to uger vil fremsende alt, hvad der er om Habitus i programmerne. Der vil derefter være en runde, hvor vi har mulighed for at nuancere og bidrage til indholdet, hvorefter vi vil blive spurgt, om vi vil deltage i programmerne.
I december 2024 kontakter vi REEF TV, da vi undrer os over, at vi stadig ikke er blevet kontaktet om eventuel medvirken. Vi oplyses, at kritikforelæggelse er lige på trapperne.
Der sker dog ikke noget før den 29. januar 2025 kl. 17.16 (bilag 1).
Her rejses en lang række kritiske udsagn, dels fra pårørende om konkrete sager, dels fra øvrige kilder. I denne kritikforelæggelse henvises der til, at den planlagte dokumentar vises på TV2 i uge 9 og 10. Der fremsættes en første deadline for svar på kritikken den 7. februar, som er seks arbejdsdage senere.
Det skal her nævnes, at den ene af to bærende historier i den kommende dokumentar omhandler en person (█████, som er omtalt i kritikforelæggelsen), som ikke har været på et Habitus-tilbud siden 2018. Det ligger syv år tilbage i tid.
Habitus er omfattet af GDPR-lovgivning, der bl.a. medfører, at personhenførbare data på tidligere borgere skal slettes efter en vis tidsperiode, da behandling derefter ikke er
nødvendig. Det gør et indblik i sagen særdeles vanskeligt og tidskrævende.
Vi finder det stærkt kritisabelt, at REEF TV efter mere end halvandet års research præsenterer os for så omfattende og så gammelt materiale med så kort tid til at kunne modbevise en række centrale påstande fra pårørende til tidligere beboere.
Særligt henset til at vi siden oktober 2023 flere gange har rakt ud og tilbudt at vi gerne vil stille os til rådighed med information og viden. Både i lyset af tidsfristerne for de aktindsigter, som vi skal søge hos myndigheder, og det faktum at REEF TV end ikke har sikret sig, at █████/hans værge (far) har givet samtykke til, at vi må udtale os om det konkrete og kan få de nødvendige aktindsigter.
Det understreger min pointe om, at produktionsselskabet er mere optaget af den kritiske vinkel end af at beskrive virkeligheden.
Kritikforelæggelsesmøder 5. februar og 7. februar 2025.
På baggrund af forelæggelsen den 29. januar inviterer Habitus til et baggrundsmøde med REEF TV for at gennemgå materialet. Det sker den 5. februar, fire arbejdsdage efter
kritikforelæggelsen.
Til det møde er det bl.a. lykkedes os at finde to mailkorrespondancer, som er sendt imellem ██████ ███ ████████ og Habitus i august 2018 og november 2018. Vi viser ordlyden til ████ og ██████ fra REEF TV og rammesætter, at ███████ har skrevet mailen i november 2018 i forlængelse af en tidligere kritisk mailtråd om hans oplevelser omkring ███████. Se bilag nr. 3 & 4.
Af den første mail fremgår det eksplicit, at jeg mener, at ███████ bør flytte til et solisttilbud for at bo mere skærmet for sociale stimuli (hans mange naboer), som er vanskelige for ham. Af den anden mail fremgår det tydeligt, at ███████ ikke vil have ███████ flytter fra Danshøj. Det er altså os i Habitus, der mener, at Danshøj ikke er god for ███████.
I mailen fra ████████ far i november står bl.a.:
“Tak for rapporten vedr. ██████ – som vi i høj grad er enige i. Vigtige kommentarer – som også viser jeres indsats: ███████ har aldrig haft det bedre på Danshøj end lige nu. Teamet rundt om ███████ specielt ██████, ██████, ██████ etc. (efter at nogle i temaet blev skilt fra) alle anvender denne pædagogiske tilgang – og har formået at overlevere denne til ████████████, hvor det ligeledes går godt. Det nuværende team rundt om ███████ er alt afgørende for hans nuværende positive udvikling.”
Vi præsenterer REEF TV for disse mails for at sikre os, at de iblandt det omfattende materiale, som de har fået overleveret bl.a. fra ███████s far, også har set dette.
Det virker ikke til, at de er bekendt med indholdet. De foreslår at gå tilbage til ███████s far for at få hans replik på de to mails. På vores andet møde den 7. februar, får vi at vide, at ███████ ifølge REEF TV bekræfter korrespondancerne. Men også at den fra november er skrevet på en positiv måde med den hensigt, at ███████ kunne blive på stedet. Det er i bedste fald det, som man kalder confirmation bias, dvs. en fortolkning på materiale, der støtter eksisterende synspunkter.
Altså, at kritik kan læses bogstaveligt som kritik, men at den efterfølgende anerkendelse skal læses som dække for en anden og skjult hensigt, han havde på daværende tidspunkt. Vi gør REEF TV opmærksomme på, at det ikke kan have været tilfældet, da det i november allerede var uomtvisteligt at Danshøj skulle lukke ned og ikke kunne have borgere boende. Det spørgsmål, der ligger lige for, er, hvorfor ███████ ønskede at ███████ kunne blive på Danshøj, hvis han var så utilfreds i 2018, som han udtrykker i 2025?
I relation til ███████ har vi tillige gjort REEF TV opmærksom på, at der findes hele 2 udviklingsplaner, en for 2017 og en for 2018 på ███████, som vi har fået vores leverandør til at finde frem, som vi gerne udleverer, hvis ███████ som værge for ███████ giver samtykke.
Til trods for vores forelæggelse fastholdes alle påstande i det efterfølgende kritikforlæg, inklusive påstanden om, at der ikke var en udviklingsplan.
Socialtilsynets rapporter om lav og høj kvalitet og fastholdelse af gammelt materiale
Et andet område, der er kritisabelt, er at der synes at blive fastholdt materiale og udsagn, som ikke er relevante efter vores svar og dokumentation.
Socialtilsynet Hovedstaden fører tilsyn med alle Habitus’ botilbud i Danmark.
Det er almindelig journalistisk praksis, at samtlige medier, som igennem årene har omtalt kritik af fejl begået af Habitus, henviser til tilsynsrapporter fra socialtilsynet.
Disse rapporter gives der aktindsigt i, og Habitus (og andre botilbud) bliver så bedt om at forholde sig til de rejste kritikker.
Vi undrer os på det første møde med REEF over, at de i deres kritikforelæggelse skriver:
”Programmet gengiver også, at kritikken af Habitus blev taget op i Folketinget i januar 2019. Her refereres socialtilsynet for at vurdere at flere af Habitus bosteder havde “bekymrende lav kvalitet” og at “Habitus har haft et højt vikarforbrug, et højt antal af ufaglærte medarbejdere, samt hyppige organisationsændringer og lederskift. og at det har været medvirkende til alvorlige svigt i indsatsen til borgerne.
”Det beskrives at Habitus trods kritikken vokser og at den engelske kapitalfond Apposite køber en stor del af Habitus for et hemmeligt beløb 2021”.
Den kritik, der var af Habitus i 2017, medførte, at vi i praksis lukkede alle tilbud og bad
Socialtilsynet re-godkende alle vores tilbud, et for et, for at sikre kvalitet i overensstemmelse med tilsynsmyndigheden.
Kritikken som blev taget op i Folketinget i januar 2019, og hvor REEF TV refererer til en
udtalelse fra Socialtilsynet om kvaliteten på Habitus’ tilbud vedrører kun perioden 2014-2018. Vi dokumenterede overfor REEF, at kvaliteten på samtlige af vores botilbud i perioden 2018- 2021 stiger betragteligt, hvilket kan dokumenteres af de ’karakterer’, som Socialtilsynet giver hvert tilbud ud fra tilsynets anvendte kvalitetsmodel. Tallene er vedlagt som bilag 5.
REEF TV har desuden modtaget samtlige tilsynsrapporter fra Socialtilsynet for samtlige vores tilbud i den periode.
Påstanden: “Det beskrives at Habitus trods kritikken vokser og at den engelske kapitalfond Apposite køber en stor del af Habitus for et hemmeligt beløb 2021”, har REEF TV i deres anden kritikforelæggelse nu ændret til: “at vi oplyser at efter den massive kritik vurderer tilsynet, at kvaliteten bliver bedre og at Habitus vokser og tilsyneladende bliver så god en forretning, at Apposite køber en stor del af koncernen i 2021 for et hemmeligt beløb”
Det undrer os, hvorfor der skal fokus på en række gamle artikler og kritikker, når det medgives at kvaliteten stiger efter lukning af Danshøj og ny-godkendelse af samtlige tilbud, dvs. intense og omfattende indsatser med henblik på sikring af god kvalitet?
Det gav mening at alle disse artikeloverskrifter og information og kritik for perioden 2014-2018 skulle være der, da der blev lavet en direkte kobling mellem dårlig kvalitet, vækst og salg af virksomheden. Men nu hvor der konstateres, at Habitus får rettet op på kvaliteten, fremstår fastholdelsen af de foregående gamle artikeloverskrifter og kritik fra tilsynet underligt unødvendige.
Vi bliver bekymrede for, om det mon skyldes et tidspres, hvor der ikke er tid eller vilje til at ændre det der bør ændres i kraft af nye erfaringer. Uanset årsag er det stærkt kritisabelt.
Herudover er REEF TV på vores møde af den opfattelse, at man ikke kan regne med Socialtilsynets vurdering af kvalitet, selv om vurderingen er positiv.
Habitus er ikke klar over, hvordan REEF TV i den kommende dokumentar vil dokumentere eller sandsynliggøre påstanden om lav kvalitet trods høje karakterer.
Det kan være, at det sker i andre cases end vores, og det skal vi således ikke forholde os til. Det skal selvfølgelig i så fald være tydeligt, at det ikke har noget med os at gøre.
Habitus tjener mange penge, mens borgerne har det dårligt
En tilsvarende kritisabel og ubalanceret situation oplever vi i REEF TV’s sammenkobling mellem Habitus’ økonomiske forhold, antagelser om borgeres trivsel og vores stifteres personlige økonomi.
Vi har på mødet d. 7. februar forelagt for REEF TV, at vi har et meget lavt overskud hvor overskudsgraden de seneste 10 år har været fra -6,7% til 6,8%. (6,8% var et enkelt år ellers har den gennemsnitligt været ca. 1 %). Alligevel fastholdes det fejlagtige udsagn, at Habitus tjener mange penge, mens borgere som ███████ får det dårligere af at bo hos Habitus.
Her skriver REEF TV at udsagnet fastholdes, da det refererer til indestående på vores stifteres konto.
Det undrer os til stadighed, at der etableres en sammenhæng mellem, hvad vores ejere har på deres konto og en borgers trivsel, samt at der sættes lighedstegn mellem Habitus og vores stifteres personlige økonomi.
REEF TV har os bekendt ikke undersøgt hvordan de 188 borgere, der for tiden bor hos os, og de 100+ flere, som vi har taget vare på gennem årene, har det. Derudover skal det nævnes at vi er underlagt forvaltningsrevision og de økonomiske prioriteringer er godkendt af Socialtilsynet og vi har aldrig fået kritik herfor.
Fravalg af Habitus som eksempel på tilfredse pårørende
Indledningsvist på det første kritikforelæggelsesmøde oplyste REEF TV, at i alt fem familier med forskellige oplevelser deltager i de to dokumentarer. De fleste med negative oplevelser. Som vi forstod det var der én familie med positive oplevelser. Vi spurgte, hvilke kriterier de havde brugt for at udvælge Habitus, når de havde to negative beretninger, herunder den ene syv år gammel.
Hvorfor ikke også have søgt en positiv pårørende-beretning fra Habitus? Vi fik at vide, at det valg eller fravalg ønskede REEF ikke at redegøre for over for os.
Vi er med på, at det er REEF ikke forpligtet til. Baseret på kritikforelæggelsen, som ovenfor beskrevet, kan vi godt lægge to og to sammen i forhold til, hvad vores rolle ender med at blive i udsendelsen. Indledningsvist havde vi en forventning om at stille op til interview. Vi syntes, at REEF TV virkede lyttende og forstående omkring nuancer.
Men samlet set kan vi – baseret på den opdaterede kritikforelæggelse modtaget den 11. februar kl. 10.44 (se bilag 6), at vores svar og dokumentation ikke rykker på det forudindtagede syn, som produktionsselskabet har indtaget.
En oprigtig, dokumentarisk tilgang til fakta og nuancer blev det ikke til med så forceret en kritikforelæggelses-proces.
Det ser vi også omkring tilgang og kritikforelæggelse omkring ██████-casen – den anden af to komplekse sagsforhold, som REEF medtager i dokumentaren, som en af de to bærende historier fra Habitus:
██████-familien og det mangelfulde fokus på meldinger fra sundhedssystemet
██████ kommer d. 28. april på Rigshospitalet med ███████████ ██████████, som vi på det tidspunkt og til den dag i dag ikke ved, hvad er kommet af. Politiet blev underrettet, og har efter måneders efterforskning heller ikke kunnet placere et ansvar eller komme med en forklaring af hændelsen.
██████ ender med at afgå ved døden ca. en måned efter indlæggelsen. Habitus kritiseres i kritikforelæggelsen for at skulle have nedtonet alvorligheden af ██████s situation til medarbejderne i den løbende kommunikation.
Til vores store forundring var REEF TV tilsyneladende uvidende om en væsentlig oplysning i ██████s sundhedsjournal fra Rigshospitalet. På trods af mange møder med ██████s mor, ████, kommer det bag på journalist █████ ██████, da vi fredag den 7. februar oplyser ham om, at Habitus ikke har eller har haft adgang til ██████s sundhedsjournal.
Vi kan se, at TV2 Kosmopol har denne journal, da stationens journalist bladrer i denne i forbindelse med et tv-indslag i juni 2024. Her, på tv-billederne fra TV2 Kosmopol, fremgår det i sundhedsjournalen, at ██████ tre dage efter indlæggelse er i bedring. Det fremgår at hun spiser og drikker sufficient og at skaderne ikke har forsaget nerveskader og dermed er mere overfladiske end først frygtet.
Det stemmer overens med, at Habitus af en overlæge fra Rigshospitalet d. 30. april er blevet orienteret om, at operationer af ██████ ikke bliver nødvendige. Skaderne er ikke så dybe som ventet, og ██████ burde kunne hele af sig selv.
Vi bliver bedt om at klargøre ██████s hjem til sårheling, da hun ventes udskrevet ca. 7 dage efter.
Det forklarer ledelsens beskrivelse af konsekvenserne af ██████s skader og udviklingen af samme i takt med at vi får mere viden.
Vi har foreholdt REEF TV den tidslinje vi har for viden om alvorligheden af ██████s skader (vedlagt som bilag 7), som viser at vi først d. 16. maj får kendskab til, at ███████ ██████ ███ ████████████, hvilket også kommunikeres til medarbejderne samt Socialtilsynet. Alligevel fastholdes påstanden om nedtonet alvorlighed af REEF TV.
Vi bliver kritikforelagt et udsagn om, at Habitus i sidste ende er ansvarlig for ██████s død. Det er forståeligt, at ██████s mor er knust over hændelsens udfald. Men det er kritisabelt, at REEF TV ikke efterprøver de oplysninger, de får, fx ved at gennemgå sundhedsjournalen.
Vi har desuden informeret REEF TV om, at vi den 22. maj 2024 har lavet en henvendelse om os selv til Styrelsen for Patientsikkerhed (STPS), for at få indsigt i, hvad der kan være sket med ██████ – og hvad der kan være årsagen til, at hun går fra at skulle komme hjem omkring den 7. maj – til at hun pludselig har ██████████ ████ ████████████████.
STPS afviste at undersøge omstændighederne omkring ██████, og udtalte telefonisk til vores sundhedsansvarlige: “at ud fra det han kunne læse, har man fra Ny Mårumvej side handlet rettidigt, ansvarligt og samvittighedsfuldt, da man konstaterede, at noget ikke var som det skulle være hos ██████.” Se bilag 8.
Den tilsynsfaglige myndighed på sundhedsområdet er Styrelsen for Patientsikkerhed. Styrelsen for Patientsikkerhed havde auditeret botilbuddet senest i marts 2023, hvilket mundede ud i en meget fin rapport, som vi gerne udleverer en kopi af, hvis REEF TV ikke har fået den udleveret via aktindsigt.
Det er ikke kommet frem i nogen af vores dialoger med REEF TV, at de har udvist interesse og/eller opmærksomhed mod de relevante sundhedsfaglige myndigheder.
Afslutning
Jeg skriver dette for at sikre mig, at TV2 er bekendt med hvordan REEF TV har lavet den produktion, som TV 2 ønsker at vise. Og hvad de har udeladt. Jeg efterspørger en grundig etisk overvejelse hos TV 2 om, hvorvidt det er en rimelig måde at lave indhold på, velvidende hvilke konsekvenser, det kan have, hvis I viser udsendelsen, som det herfra ser ud til at REEF leverer den til TV 2. Jeg stiller meget gerne op til et møde hos jer TV2, hvor jeg kan uddybe og forklare nærmere. Samt fremlægge evt. ønsket dokumentation ud over det fremsendte.
Mvh
Martin Godske