fbpx

Journalisering

I dokumentarens andet og sidste afsnit kan man få den opfattelse, at Habitus systematisk har forfinet og forfalsket dokumentation til Socialtilsynet. Det er ikke korrekt og har heller ikke været påstanden i Socialtilsynets tilsynsrapporter.

Der har været kritik fra tilsynet i forhold til, at medarbejdere på Ny Mårumvej har udtalt, at de har oplevet at blive instrueret i, hvordan dokumentationen måtte eller ikke måtte se ud.

Det bunder i, at der er klare instruktioner i, hvordan de forskellige elementer i vores dokumentationssystem skal udfyldes, så de er korrekte og faglige.

Det er f.eks. ikke relevant journalisering at beskrive egne følelser i en registrering. Medarbejdere må heller ikke skrive personlige informationer om borgeren i dagbogsnotater, hvor pårørende læser med, af hensyn til borgerens ret til privatliv.

Udtrykket ”fordrejet, forfinet, forfalsket” fremgår af rapporten fra 16. maj 2023 og igen i rapporten fra 25. juni 2024. Og dermed ikke i de mellemliggende rapporter.

Vi har i det nedenstående skitseret processen for, hvordan disse kritikker er fremkommet, og hvad vi har gjort for at sikre, at denne misforståelse ikke skulle findes hos vores medarbejdere.

Workshops

Vi afholdt i marts 2023 workshops med alle medarbejdere og en ekstern supervisor. Vi afdækkede, hvorfor medarbejderne på Ny Mårumvej havde fået opfattelsen af at skulle forfine dokumentation. Her fandt vi frem til, at de instruktioner som ledelsen giver i, hvordan de forskellige elementer i vores dokumentationssystem skal udfyldes, blev misforstået af nogen.

Fx når de blev bedt om ikke at beskrive egne følelser i en magtanvendelsesregistrering, men i stedet nøgternt beskrive henvendelsen, eller at de ikke måtte skrive personlige informationer om borgeren i dagbogsnotater, hvor pårørende læste med. Dette af hensyn til borgerens privatliv.

I Socialtilsynets referat fra dialogmødet den 17. marts 2023 står:

”Tilbuddet fortæller om, hvordan de på workshop med medarbejderne har drøftet journalisering og dokumentation. Det har givet anledning til, at der er identificeret noget ift. deres dokumentation, der ikke er tydeligt nok. Det kan b.la. være ift. oplæring, og hvad der skal dokumenteres. Ift. udsagn om at der bliver rettet i dokumentation, så kan det skyldes, at der ved oplæring af medarbejderne er grebet ind ift. at dokumentere mere fagligt f.eks. ift. at holde egne holdninger ude af dokumentationen, og derfor er der oplevet ændringer i dokumentationen. Det oplyses, at det ikke er muligt for andre end den medarbejder, der har oprettet dokumentet at rette i det, og efter 24 timer ophører denne mulighed. Det oplyses, at det derfor ikke er muligt for f.eks. en leder at rette i det, uden at sidde sammen med medarbejderen.”

Vi satte efterfølgende ind med en workshop, hvor alle medarbejdere fik undervisning i god og professionel journalisering.

Anden gang vi så udtrykket var i den seneste rapport af 25. juni 2024, og forud på dialogmødet den 5. juni 2024. Kritikken fra tilsynet var, at enkelte pårørende og enkelte medarbejdere oplevede, at medarbejderne blev instrueret i ikke at måtte skrive negative forhold i dagsjournalen.

Her var vores uddybende svar på, hvad der instrueres i:

”Vi læser os til, at 7/24 medarbejdere har udsagn, der på forskellig vis indikerer, at dokumentationen lavet af kolleger ikke viser fuldt billede af borgers trivsel. 5/7 pårørende giver udtryk for, at de har hørt at dokumentationen, hvor de læser med, ikke er retvisende. Vi har meget faste retningslinjer for, hvordan noget skal stå og hvor i systemet, det skal skrives. Dette er for at sikre overholdelse af diverse lovgivning. Det er korrekt, at medarbejdere instrueres i at skrive dagens gang objektivt i dagbogsnotater, da pårørende læser med, og vi har pligt til ikke at oplyse om private forhold omkring borgeren. Men det er ikke korrekt, at de ikke må skrive noget negativt eller bekymrende. Vi har ingen intentioner om at skjule noget. Derfor er det bekymrende, de udtalelser vi læser i noterne.”

Her er tale om, at de borgere som bor hos os, er voksne mennesker med samme rettigheder som alle andre i forhold til, at deres fx seksuelle og sundhedsmæssige forhold er private – også i forhold til deres pårørende, hvilket vi skal sikre i vores dokumentationspraksis.

Det vi kritiseres for, er altså ikke, at ledelsen intentionelt skulle forfine og fordreje dokumentation direkte til tilsynet.