fbpx

Økonomi

Habitus udarbejder årligt budgetter og regnskaber til brug for Socialtilsynet med henblik på at sikre transparens i koncernens økonomi.

Socialtilsynet fører årligt tilsyn med Habitus’ enkelte botilbud, både ud fra kvalitet og økonomi, som en del af tilsynets løbende og årlige godkendelse af det enkelte botilbud.

Tilsynet vurderer, om vi bruger den rette økonomi på bl.a. ledelse, vikarer, bygninger og administrationsgebyrer.

Vi har på intet tidspunkt modtaget sanktioner i forhold til økonomi eller kritik i forhold til koncernkonstruktionen, dens gennemsigtighed eller samhandel mellem de forskellige dele, som kunne føre til misbrug.

Vores årsregnskaber bliver derudover årligt revideret af den eksterne revision – udført af PwC. De laver også juridisk-kritisk revision og forvaltningsrevision af vores enkelte botilbud.

Habitus’ senest aflagte årsrapporterer revideret og påtegnet af revisor uden forbehold eller øvrige bemærkninger.

Dokumentaren berører økonomien ved at drive private botilbud. Dokumentaren antyder, at nogle private koncerner snyder med økonomien med forskellige kreative løsninger for at tjene mest muligt.

Habitus er aldrig blevet kritiseret for noget af det, der bliver indikeret i dokumentaren.

Socialtilsyn Hovedstadens tilsyn

Socialtilsynet

Koncern
Socialtilsynet fører tilsyn med Habitus som koncern. Her auditeres, om at samhandel mellem forskellige selskaber i koncernen sker til markedspris. Og at der dermed ikke tages overpris for fx vikarer fra vores interne vikarkorps, for høj husleje for ejendomme ejet af Habitus eller lignende, og at vi ikke tager for store administrationsgebyr.

Tilbud

Det er en betingelse for tilbuddets godkendelse og opretholdelse af godkendelsen, at tilbuddet efter en samlet vurdering har den fornødne økonomiske kvalitet. Her indgår en række nøgletal, bl.a. administrationsomkostninger, ledelseslønninger, omkostninger på kompetenceudvikling, borgerettede lønomkostninger, forbrug af vikarer, overskud/ underskud som tilsammen bruges af tilsynet til at sikre:

  • at tilbuddet er økonomisk bæredygtigt,
  • at tilbuddets økonomi giver mulighed for den fornødne kvalitet i tilbuddet i forhold til prisen og i forhold til tilbuddets målgruppe, og
  • at der er gennemsigtighed i tilbuddets økonomi.

Revision

Ekstern revision

Den uafhængige revisor gennemfører finansiel revision, juridisk-kritisk revision og forvaltningsrevision i henhold til gældende internationale revisionsstandarder samt standarderne for offentlig revision, bl.a. ved stikprøver og analyser.

Revisionen efterprøver, om årsregnskabet i al væsentlighed er retvisende og i overensstemmelse med gældende regler og standarder. Revisor efterprøver med høj grad af sikkerhed, at regnskabet giver et retvisende billede af virksomhedens økonomi og er uden væsentlige fejl eller mangler.

Hvis revisor på grundlag af det udførte arbejde konkluderer, at der er anledning til væsentlige, kritiske bemærkninger, skal revisor rapportere herom i revisors påtegning af årsrapporten.

Forvaltningsrevision

Forvaltningsrevisionen efterprøver, om offentlige midler er forvaltet økonomisk forsvarligt. Her vurderer revisor på udvalgte emner, om virksomheden handler:

  • Sparsommeligt
  • Produktivt
  • Effektivt i sin drift

Det handler ikke kun om, at regler overholdes, men også om, at ressourcer bruges hensigtsmæssigt

Socialtilsynets vurderinger af Habitus

Hvis kvalitetsscorerne er i den lavere ende, men omkostningsniveauerne er i den høje ende, så vil det blive bemærket i tilsynsrapporten, at pris og kvalitet ikke hænger sammen.

Socialtilsynets konklusioner fra deres seneste tilsynsrapport for det enkelte tilbud, herunder det økonomiske tilsyn, fremgår af tilbudsportalen.dk og ligger offentligt tilgængeligt.

Gentagne konklusioner på tværs af vores botilbud:

”Socialtilsynet vurderer, at tilbuddet i høj grad er økonomisk bæredygtigt.”
”Socialtilsynet vurderer, at der i høj grad er gennemsigtighed med tilbuddets økonomi.”
”Socialtilsynet vurderer, at tilbuddets økonomi i høj grad giver mulighed for den fornødne kvalitet i forhold til prisen og målgruppen.”

Økonomien i Habitus Q&A

Har Habitus trukket et millionoverskud ud til sig selv?

De penge, der kommer ind, bruges til at betale vores faste omkostninger. Det overskud, der er tilbage, bruges 100 % til rentebetalinger på lån og reinvestering i virksomheden.

Øvrigt overskud bliver brugt på geninvestering, kvalitetsforbedringer og at øge kapaciteten, så vi kan hjælpe endnu flere af de mest udsatte borgere i vores samfund.

Er det en investering i mursten?

Det kan man godt sige. Man kan også sige, for at vi kan bedrive pædagogik, skal vi have nogle bygninger at bedrive det i. Når vi køber en bygning og istandsætter en bygning, gør vi det, fordi vi skal bedrive pædagogik inde i den bygning. Får det så en værdi? Ja.

For borgeren, der skal bo der, som får en bedre livskvalitet.
Får det også en kapitalværdi? Ja, det gør det måske. Men det er en nødvendig betingelse for at bedrive pædagogik, at man har nogle kvalitetsbygninger at drive det i.

Penge tjent på Habitus er ikke tjent på, at vi løbende udbetaler dividende til kapitalejerne. Penge tjent på Habitus er tjent på, at vi kan udvikle forretningen, fordi vi gør en forskel.

Der er vel en forventning om kapitalværdi som investor?

Det er faktisk langt fra sikkert, at vores ejendomsinvesteringer vil generere en friværdi.

Vi køber en almindelig ejendom og investerer mange penge i istandsættelse og ombygning til den enkelte borger eller en gruppe af borgere. Hvis vi skal ud at sælge på det almindelige marked og ikke decideret til institution, som er et noget mindre marked, så vil der formentlig opstå et tab for os.

Som det ser ud nu, er der ingen planer om salg og derfor er det ren spekulation, om der skulle være en kapitalværdi ved et salg.

Har Habitus brugt millioner af kroner på at købe ydelser af sig selv?

Det er rigtigt, at vi har et holdingselskab, som ligger inde i koncernen. Her sidder vores HR-afdeling, regnskabsafdeling og compliance-afdeling. De skal have løn.
Vi kan vælge at have afdelinger på hver af vores tilbud. Det ville blive meget dyrt. Eller vi kan have det samlet, som nu, hvor tilbuddene så betaler et administrationsgebyr til holdingselskabet.

Det administrationsgebyr auditerer Socialtilsynet os på. Hvis vi betalte for meget i administration i forhold til de benchmark-analyser, de har, så ville vi blive kritiseret for det i vores budgetplanlægning. Der har aldrig været kritik af vores budgetter. Men det er rigtigt, vi betaler for de serviceydelser, som administrationen leverer til tilbuddene.

Vi har også vores interne vikarbureau, men det er billigere, end hvis vi skulle købe disse vikarer eksternt.

Hvad kan Habitus, som privat aktør på området, gøre bedre end det offentlige?

Vi er et vigtigt supplement til det offentlige. Det offentlige tager typisk de lidt bredere grupper, hvor de kan sikre en kontinuerlig drift på deres tilbud, hvor vi leverer særlig specialiseret hjælp på tværs af kommuner.